Min tilgang til mental sundhed
Inddragelse af kroppen
Min tilgang til mental sundhed og bedre psykisk trivsel er, at vi ser behandlingen i et bredere perspektiv end blot samtaleterapi. Jeg oplever, at det kan have langt større effekt på vores mentale tilstand, at vi også indrager andre elementer end kun samtaleterapi og eventuelt medicin. Du kan læse mere om dette i mit indlæg ”kroppen som indgangsport til sindet”.
For at vende opmærksomheden mod kroppen arbejder jeg med en blanding af yoga, meditation, vejrtrækning og naturen. Dette, kombineret med samtale og reflektionsøvelser, finder jeg utrolig effektivt for at opnå en tilstand af mere ro.
Yoga er for mig et vidundermiddel til at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Yoga kombinerer på mange måder det kropslige arbejde, da den indeholder fysisk bevægelse, meditation, vejrtrækning og også en dybere forbindelse til naturen og den naturlige rytme. Så hvis jeg skulle vælge én ting til at få øget opmærksomhed på kroppen, og mere ro mentalt, ville jeg helt klart vælge yoga. Dog med den tilgang, at det også indeholder det naturlige, meditative aspekt og ikke kun fysiske øvelser til at styrke kroppen. Gennem yogaen får vi et space, hvor vi kan komme ud af hovedet og ned i kroppen. Mærke kroppen og vores vejrtrækning og forbinde os med det. Måske du ikke oplever en kropslig, meditativ tilstand fra start, men med tiden, vil du mere og mere lande i denne tilstand. Og dermed vil en yogasekvens kunne tage dig ud af tankemylder og tilbage til din krop. På den måde vil du være mere i stand til at kunne betragte dine tanker udefra og ikke lade dig opsluge af dem. Mine yogaklasser er lette at gå til og foregår i et tempo, hvor de fleste kan være med. De varer maksimalt omkring en halv times tid og indeholder ud over de fysiske stillinger også vejrtrækning, meditation og visualiseringer. Desuden vil hver yogasekvens have et mentalt emne, som bliver bearbejdet undervejs. Man kan sige, at vi benytter yogas positive effekt på sindet til at håndtere noget i livet, som måske føles svært eller som kræver vores opmærksomhed. Ved at gøre det i forbindelse med yoga, hvor vores nervesystem er roligt, kan vi blive i stand til at forholde os til vores følelser eller det som fylder hos os uden at det ”overmander os”. På den måde bliver en yogasekvens en lille terapeutisk time, men med det kropslige perspektiv som udgangspunkt.
Vejtrækning er ligeledes en effektiv måde til at få fokus på kroppen i stedet for tankerne. I yogaen siger man at vejrtrækningen er vores bro mellem det mentale og det kropslige. Når vi laver vejrtrækningsøvelser eller har øget fokus på vejrtrækningen er det igen en måde, hvorpå vi kan slukke lidt for vores konstante tankestrøm og på den måde blive mere i stand til at se vores tanker på en mere objektiv måde. Det samme gælder for meditation. Her vælger vi bevidst at fokusere på noget bestemt, f.eks. vejrtrækningen, for at stilne vores sind. Jo mere vi øver dette, jo nemmere får vi ved at slukke for tankemylderet og i stedet vende fokus mod vores krop.
Jeg oplever, at kroppen er så stor en del af ligningen for vores mentale sundhed, at det ikke giver mening kun at arbejde med sindet, når vi ønsker at få det bedre. Derfor er mine forløb skruet sådan sammen, at kroppen altid inddrages gennem yoga, meditation og fokus på vejrtrækning.